Historie

MDRs historie

 

Medieforbundet i DR har levet en tilværelse, der i høj grad har været præget af den rivende udvikling som medierne og DR selv har været en del af.

Da Statsradiofonien blev etableret blev der også dannet en Medarbejderforening, der i starten primært havde et selskabeligt sigte. I 1938 blev der dannet yderligere en  personaleforening med udgangspunkt i det tjenestemandslignende ansatte kontorpersonale.

I 1940 blev de 2 grupper lagt sammen og dannede ”Personaleforeningen i Statsradiofonien”.

Personaleforeningen blev i september 1953 forhandlingsberettiget på vegne af medlemmerne. Berettigelsen blev givet af Undervisningsministeriet, der dengang varetog området.

I 1960 blev Personaleforeningen igen delt i to foreninger, en for Radioen og en for det dengang nye medie, TV.

Statsradiofoniens Forening (senere Danmarks Radio’s personaleforening – DRPF) fortsatte som forhandlingsberettigede for de ansatte i Radioen. Foreningen for TV-personale i Danmarks Radio (senere Personaleforeningen for TV-medarbejdere – PFTV), blev først anerkendt som forhandlingsberettiget i 1963, denne gang af Kulturministeriet. PFTV indgik sin første overenskomst i 1965 – for ”de i kostumetjeneste ansatte dameskræddere og Modister”.

I 1978 blev DRPF og PFTV – efter ca. 8 års tilløb lagt sammen og dannede Personaleforeningen i DR. Det nye navn blev PDR.

PDR blev organiseret med en række kredse, både i Radiohuset og i TV-byen, samt et sekretariat. Denne struktur er forsat bevaret.

Efteråret 1992 skiftede PDR navn til Medieforbundet i DR, i daglig tale MDR. Navneskiftet skete blandt andet for at markere, at der er tale om et forhandlingsberettiget forbund og ikke ”kun” en personaleforening.